Mody

Hvad er MODY diabetes?

MODY står for ”Maturity-Onset Diabetes of the Young” og bliver typisk diagnosticeret før 25-års alderen. Det kræver en gentest at finde ud af, om du har MODY – og hvilken af de 13 kendte typer, der i givet fald er tale om.

MODY (Maturity-Onset Diabetes in the Young) dækker over en gruppe diabetesformer, som er sjældne og ikke særligt kendte. Vi kender på nuværende tidspunkt 13 forskellige MODY-typer. Hver type skyldes en ændring (en mutation) i ét af 13 gener.

Fælles for de fleste MODY-former er, at kroppen ikke producerer nok insulin, men det, den producerer, virker fint. Dette er modsat type 2-diabetes, hvor man ofte producerer nok insulin, men hvor insulinet ikke virker optimalt. MODY kræver derfor ikke altid insulinbehandling.

Du bør blive testet for MODY, hvis...

De fleste med MODY har fået diagnosen type 2-diabetes, men får du MODY i en tidlig alder, bliver den ofte forvekslet med type 1-diabetes. I de første stadier af MODY viser symptomerne sig langsomt. Gå jævnligt til kontrol og vær særligt opmærksom på MODY, hvis:

  • I er flere generationer med diabetes i familien
  • Du har fået diagnosen type 1-diabetes, men bevarer din insulinproduktion
  • Du har fået diagnosen type 1-diabetes, men ikke har autoantistoffer i blodet
  • Du har fået diagnosen type 2 diabetes uden at være overvægtig (du kan dog sagtens have type 2-diabetes og være slank)
  • Du har haft svangerskabsdiabetes (mere end seks procent af alle kvinder med svangerskabsdiabetes har MODY)

Hvordan behandles MODY?

Hver type af MODY skal behandles forskelligt. Det er derfor vigtigt for behandlingen at vide, hvilken MODY-type du har.

  • GCK diabetes (MODY2) er en mild form for diabetes, som ikke kræver medicinsk behandling, fordi den ikke medfører alvorlige diabeteskomplikationer.
  • HNF1A diabetes (MODY3) kan ofte med fordel behandles med et sulfonylurinstof - en tablet der stimulerer øget insulinproduktion.
Fejl ved indlæsning af Partial View script (fil: ~/Views/MacroPartials/Faktaboks.cshtml)

Den rigtige diagnose

Ofte fejldiagnosticeres MODY. De fleste med MODY har fået diagnosen type 2-diabetes, mens dem, der har fået MODY i en tidlig alder, ofte har fået diagnosen type 1-diagnose.

Det er altid vigtigt at få den korrekte diagnose. I forhold til MODY er det også vigtigt at vide, hvilken MODY-type det er. Med den rette diagnose kan du få den mest effektive behandling og mindske risikoen for komplikationer og bivirkninger.

Det kræver en gentest at finde ud af, om du har MODY – og hvilken form for MODY, der i givet fald er tale om. 

Fejl ved indlæsning af Partial View script (fil: ~/Views/MacroPartials/Faktaboks.cshtml)