To ud af tre personer, der har diabetes, bekymrer sig om følgesygdomme – både fysiske og psykiske. Men det går markant den rigtige vej med omfanget af følgesygdomme til diabetes. De bliver sjældnere! Bedre medicin og spisevaner, fysisk aktivitet, rygestop og regelmæssige undersøgelser hos behandleren forebygger nemlig følgesygdomme.
Den største årsag til, at følgesygdomme overhovedet opstår, er, at kolesteroltallet, blodtrykket og langtidsblodsukkeret over en længere periode ligger for højt. Det medfører nemlig forandringer og forsnævringer af kroppens små blodårer. Med tiden kan det føre til skader på øjne, nyrer, hjerte og nerver. Risikoen for følgesygdomme stiger med det antal år, du har haft sygdommen.
Derfor kan det ikke understreges nok, at du skal passe godt på dig selv. Lige så væsentligt er det, at du med faste mellemrum går til undersøgelse hos dine behandlere med fokus på:
Nyrer (blodprøve)
Øjne
Hjerte og kredsløb
Fødder
Tænder
Blodtryk
Kolesteroltal
Blodsukker
Vægt.
Hvor stor er din risiko?
Med en velreguleret diabetes kan du forebygge følgesygdomme og til dels bremse udviklingen af en eventuelt opstået følgesygdom. Arvelige forhold kan dog også spille ind.
Du er særligt udsat, hvis:
Dit langtidsblodsukker ikke er under kontrol
Der er store udsving i dit daglige blodsukker
Du ryger
Du er arveligt disponeret.
Heldigvis får færre og færre de alvorlige følgesygdomme. Mange oplever også at have et bedre liv, og statistikken taler sit klare sprog: Personer med diabetes kan forvente at leve længere i takt med, at forebyggelse og behandling bliver bedre og bedre.
Sådan nedsætter du din risiko for følgesygdomme
Når du har type 2-diabetes, står du selv for en stor del af behandlingen. Det er derfor væsentligt, at du er tryg med din diabetes og kender din krops symptomer.
Hold din diabetes velreguleret med så stabilt blodsukker som muligt
Undgå rygning
Hav en sund livsstil, så både blodtryk og kolesterol er på normalt niveau