Diabetes Paa Fremmedsprog

Materiale på fremmedsprog

På disse sider finder du materiale, som du kan bruge, når du skal undervise eller vejlede mennesker, der taler farsi, arabisk, urdu eller tyrkisk.

Din egen journal

”Din egen journal” er en folder på fem sprog: Arabisk, tyrkisk, somali, urdu (pakistansk) og engelsk.

Pjecen er tænkt som en hjælp til fremmedsprogede med type 2-diabetes. Diabetesbehandleren kan bl.a. notere aftaler med patienten omkring kost og motion samt skrive, hvilken medicin patienten får for blodsukkeret, blodtryk og kolesterol. Pjecen forklarer ligeledes de mest almindelige udtryk som f.eks. HbA1c og kolesteroltal.

Pjecen er gratis, du betaler kun for portoen.

Videomateriale på fremmedsprog

På siderne her finder du korte videoer, der introducerer til livet med diabetes og viser små hverdagsscenarier.

Små skridt til et sundere liv

”Små skridt til et sundere liv med mad, måltider og fysisk aktivitet” er et billedmateriale med fokus på at bevæge sig med små skridt hen mod sundere vaner.

Målgruppen er type 2-diabetikere og overvægtige med anden etnisk baggrund end dansk (tyrkisk, arabisk, pakistansk og somalisk), men materialet kan anvendes bredt til andre målgrupper.

Materialet er til fagpersoner og kan bruges i både individuel vejledning og i gruppeundervisning

Materialet består af 52 billeder med tilhørende vejledning.

Du kan også bestille materialerne hos Diabetesforeningen mod betaling af forsendelsesomkostninger. Kontakt os på info@diabetes.dk eller tlf. 66 12 90 06 (husk at oplyse EAN-nummer).

Vollsmoseprojektet

Risikoen for at få type 2-diabetes er større blandt personer med tyrkisk, somalisk og palæstinensisk baggrund i Danmark end blandt etniske danskere. Det var baggrunden for Diabetesforeningens modelprojekt i Odensebydelen Vollsmose ”Type 2-diabetes blandt etniske minoriteter - Et modelprojekt om udvikling af metoder til opsporing og øget egenomsorg”.

Ramadan og diabetes

Fasten i ramadan betyder, at man ikke må spise, drikke, tage stoffer, ryge eller have seksuelt samvær fra solopgang til solnedgang. Du kan sagtens gennemføre ramadan, selvom du har diabetes, men det kræver god planlægning og en ekstra indsats. Tal med din læge, inden du påbegynder ramadan.