Spørgsmål Svar Corona

Coronavirus

Få svar på dine spørgsmål om diabetes og coronavirus. Vi opdaterer siden i takt med, at vi får ny viden.

Vi opfordrer vores medlemmer til at følge de til enhver tid gældende anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen og myndighederne i øvrigt, som kan findes på coronasmitte.dk.

Forskningschef Tanja Thybo
Forskningschef Tanja Thybo og Diabetesrådgiverne holder dig opdateret med viden om diabetes og coronavirus.

Vi er med dig

Diabetesforeningen står klar til at hjælpe og rådgive dig med den seneste viden om diabetes og covid-19. Du finder mange emner i vores spørgsmål og svar længere nede på siden. Sidder du med spørgsmål, som du ikke kan finde svar på her, er du meget velkommen til at kontakte Diabetesrådgiverne.

Motion under covid-19

Under corona-nedlukningen har mange medlemmer efterspurgt inspiration til motion, de kan lave derhjemme. På nedenstående link kan du finde videoer med hjemmetræning, som vi har lavet i samarbejde med Center for Aktiv Sundhed.

Seneste nyheder om covid-19

Se alle nyheder om covid-19
Sundhedsbus Ishøj 1 2

Manglende vaccineinformation skaber stor utryghed

23. maj 2021

Spørgsmål og svar om diabetes og covid-19

    Spørgsmål og svar om diabetes og covid-19
  • Skal jeg takke ja til AZ vaccinen, hvis vaccinationerne genoptages?

    + -

    Hvis vaccinen fra Astra Zeneca (AZ) godkendes til brug, må den antages at være sikker. Der er for nuværende ikke noget, der tyder på, at personer med diabetes er i større risiko for bivirkninger. Hvis vaccinationerne med AZ genoptages, vil det fremgå, om den kan anvendes til alle.

    Hvis du alligevel takker nej, ryger du ikke ud af køen. Du kan blot booke en anden tid senere, men der er ingen garanti for, hvilken vaccine du så tilbydes.

  • Er vaccinen sikker for personer med diabetes?

    + -

    I de studier, der har ført til godkendelse af vaccinerne, har man også testet personer med diabetes. Studierne har vist at vaccinerne effektivt beskytter mod covid-19, og at bivirkningerne er meget begrænsede, også for personer med diabetes. Du kan læse mere om de enkelte studier her:

    For nuværende er vaccination med Astra Zeneca vaccinen af sikkerhedshensyn sat i bero. Det skyldes, at man undersøger, om der er en større risiko for udvikling af blodprop efter vaccination med denne. Vi ved endnu ikke noget om risikoen i forhold til diabetes.

    Opdateret 19. marts 2021

  • Hvor skal jeg henvende mig for at blive vaccineret?

    + -

    Du får besked i e-boks, når det er din tur til at blive vaccineret. Derefter kan du på en central hjemmeside bestille en tid, sandsynligvis i et af de regionale covid-19-vaccinationscentre.

    Plejehjemsbeboere vil blive orienterede separat om hvornår der vaccineres på plejehjemmet, og sundhedspersonale vil blive orienterede på deres arbejdsplads.

    Visiteringen kommer til at foregå på baggrund af centrale registre.

    Opdateret den 18. februar 2021.

  • Er alle med diabetes i en risikogruppe og derfor kan forvente at komme forrest i køen til vaccine ift. mennesker uden kroniske sygdomme?

    + -

    Sundhedsstyrelsen har inddelt befolkningen i 10 målgrupper. Befolkningen vil blive tilbudt vaccination i følgende rækkefølge:

    1. Personer som bor i plejebolig mv. (hovedparten er vaccineret).
    2. Personer med alder ≥ 65 år som modtager både personlig pleje og praktisk hjælp. (hovedparten forventes at være vaccineret i løbet af marts).
    3. Personer med alder ≥ 85 år. (hovedparten forventes at være vaccineret i løbet af marts).
    4. Personale i sundheds-, ældre- og udvalgte dele af socialsektoren med særlig risiko for smitte, eller som varetager en kritisk funktion. (hovedparten forventes at være vaccineret i løbet af marts).
    5. Udvalgte personer med tilstande og sygdomme, som medfører særligt øget risiko for alvorligt forløb ved COVID-19. (hovedparten forventes at være vaccineret i løbet af marts).
    6. Udvalgte pårørende til personer med særligt øget risiko for et alvorligt forløb ved COVID-19 eller pårørende, som er en uundværlig omsorgs- eller plejeperson. (hovedparten forventes at være vaccineret i løbet af marts).
    7. Personer på 80-84 år. (målgruppen begynder vaccination fra midten af marts).
    8. Personer på 75-79 år.
    9. Personer på 65-74 år.
    10. A. Personer på 60-65 år (fødselsårgang 1957-1961).
    11. B. Personer på 55-59 år (fødselsårgang 1962-1966).
    12. C. Personer på 50-54 år (fødselsårgang 1967-1971).
    13. D1. Personer på 16-19 år + 45-49 år (fødselsårgang 1972-1976 og 2002-2005).
      D2. Personer på 20-24 år + 40-44 år (fødselsårgang 1977-1981 og 1997-2001).
      D3. Personer på 25-29 år + 35-39 år (fødselsårgang 1982-1986 og 1992-1996).
      D4. Personer på 30-34 år (fødselsårgang 1987-1991).

    Opdateret den 18. marts 2021.

  • Hvornår kan jeg forvente at blive vaccineret?

    + -

    Det afhænger både af hvilken vaccinationsgruppe du tilhører (se forrige spørgsmål) og af leverancen af vacciner. Sundhedsstyrelsen opdaterer løbende kalenderen, som du kan se her;

    Opdateret 18. marts 2021

  • Skal børn med type-1 diabetes vaccineres?

    + -

    Ingen af vaccinerne er godkendt til børn under 16 år. Dvs. hvis et barn skal modtage vaccinen, skal der være gode grunde dertil. Altså at fordelene skal opveje risikoen ved at bruge en vaccine, der ikke er godkendt til børn under 16 år.

    Diabetes hos et barn er ikke en stor nok risiko til at opveje risikoen ved vaccinen, og altså vil børn med diabetes - ligesom alle andre børn - ikke vil blive tilbudt vaccinen.

    Opdateret den 18. februar 2021.

  • Hvem skal vaccinere mig?

    + -

    Det kommer til at foregå centralt for at mindske spild af vaccinen. Der kommer også en løsning for de borgere, der ikke selv kan tage i testcentrene (for eksempel indlagte eller beboere på plejehjem).

    Du kan vælge vaccinationssted, når du bestiller tid

    Opdateret den 18. februar 2021.

  • Hvordan finder jeg ud af, hvilken vaccine-gruppe jeg tilhører?

    + -

    Det er en vurdering, der foretages af den behandlingsansvarlige læge støttet af de centrale registre over sygdomme som for eksempel diabetes. Du skal ikke selv foretage dig noget for at komme i betragtning.

    Opdateret den 18. februar 2021.

  • Er det diabeteslægen på sygehuset, der indstiller til vaccination eller er det den praktiserende læge?

    + -

    Som vi fortolker retningslinjerne, er det fordelt således:

    1. Sygehuslægerne indstiller dem, der får deres diabetesbehandling på sygehuset, til Statens Serum Institut
    2. De praktiserende læger indstiller de patienter, der går til diabetesbehandling i almen praksis, til Statens Serum Institut
    3. Privatpraktiserende speciallæger kan indstille direkte til Statens Serum Institut, eller til vurdering hos den praktiserende læge.

    Opdateret den 18. februar 2021.

  • Hvad med mine pårørende, hvis jeg er i ”særligt øget risiko”?

    + -

    Det er behandleren af risikopersonen, altså enten sygehuslægen eller den praktiserende læge, der i særlige tilfælde kan indstille pårørende til risikopersonen til en vaccination. Der skal være tale om udvalgte pårørende, der fungerer som uundværlige omsorgs- eller pleje-personer.

    Opdateret den 7. januar 2021.

  • Skal jeg gå med mundbind?

    + -

    I Danmark skal personer på 12 år og derover i øjeblikket bruge mundbind eller visir en række steder og i en række situationer. Du kan finde den fulde oversigt over, hvor det er et lovkrav på hjemmesiden www.coronasmitte.dk.

    Sundhedsstyrelsen anbefaler herudover, at der bruges mundbind i følgende situationer:

    • Hvis du er smittet eller i risiko for at være smittet med ny coronavirus og undtagelsesvist er nødt til at bryde selvisolation og bevæge dig ud, fx i forbindelse med test.
    • Hvis du er i øget risiko for et alvorligt forløb ved COVID-19, og befinder dig i en situation, hvor du eller andre omkring dig kan have svært ved at holde 2 meters afstand, kan du som ekstra beskyttelse overveje at anvende mundbind.
    • Hvis du skal besøge en person i øget risiko, som du ikke deler husstand med, fx en person, der bor i en plejebolig. Her kan overvejes brug af mundbind, hvis det ikke er muligt at holde minimum 2 meters afstand på grund af pleje og fysisk omsorg.
    • Hvis du deltager i  forsamlinger (i overensstemmelse med forsamlingsforbuddet), hvor det kan være svært at holde afstand.
    • Hvis du ikke kan undgå tæt ansigt-til-ansigt kontakt på mere end 15 minutter inden for 2 meters afstand.

    Husk at kommunerne udleverer gratis mundbind til personer, der ikke selv har mulighed for at anskaffe sig mundbind. Kontakt din kommune eller din lokale Borgerservice, for at høre mere om dette tilbud.

    Kilde: Sundhedsstyrelsen

  • Skal mit barn med diabetes i skole/institution?

    + -

    Ja, ifølge Sundhedsstyrelsens anbefalinger kan børn med type 1-diabetes godt komme i skole.

    Børnelægernes faglige selskab, Dansk Pædiatrisk Selskab, har udgivet en anbefaling, hvor de skriver, at ingen børn med hormon- og stofskiftesygdomme (altså også type 1-diabetes) vurderes til at være i ”særlig risiko”.

    Se anbefalingen fra Dansk Pædiatrisk Selskab.

    Undervisningsministeriet har understreget, at Sundhedsstyrelsens retningslinjer gælder, og de skriver i deres pjece:

    "Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du er i særlig risiko eller har brug for særlig rådgivning, anbefaler vi at du taler med den læge, som behandler dig. Sundhedsstyrelsen anbefaler ledelsen på den enkelte skole i dialog med den enkelte medarbejder eller forældre laver en konkret og individuel vurdering for elever og medarbejdere, der tilhører en særlig risikogruppe."

    Vurderingen fra overlæge Birthe Olsen fra Herlev Universitetshospital er også, at børn med type 1-diabetes kan komme i skole og institution.

    - Med mindre der er nogle ganske særlige udfordringer, så mener jeg ikke, der er højere risiko for barnet med diabetes i forhold til andre børn, siger hun i et interview med Diabetesforeningen den 14. April. Men hun understreger samtidig vigtigheden af, at barnet får den støtte, som barnet plejer at få:

    - Det er meget vigtigt, at den støtte, som barnet plejer at få i skole og institution fra ansvarlige voksne med stort kendskab til diabetes, også vil være tilstede nu. Det vil sige, at den støtteperson eller den voksen, som plejer at hjælpe barnet, er på arbejde.

    Diabetesforeningen opfordrer medlemmer der har børn med diabetes til at følge op på denne anbefaling hos egen institution eller skole.

    Se også spørgsmålet 'Hvordan påvirker coronavirus mit barns diabetes?' 

    Opdateret den 18. august.

  • Kan jeg tage på arbejde, når jeg har diabetes?

    + -

    Ja, det kan du godt i udgangspunktet, også selv om du tilhører den særlige risikogruppe.

    Sundhedsstyrelsen skriver den 4. maj: ”Der vil være få personer i øget risiko, som på baggrund af en konkret individuel vurdering fra deres læge, slet ikke bør møde på arbejde. I den konkrete og individuelle vurdering skal det bl.a. inddrages hvilke muligheder, der er for omplacering til arbejdsforhold, hvor der kan sikres afstand og hygiejne, samt den enkeltes egen trygheds- og risikovurdering ved den vanlige arbejdsopgave/-funktion. Det er Sundhedsstyrelsens vurdering, at langt de fleste personer i øget risiko kan deltage i sociale sammenhænge, herunder også arbejdssituationer, hvis der tages hensyn til de særlige forholdsregler, herunder skærpet hygiejne og afstand." 

    Læs Sundhedsstyrelsens anbefalinger til personer i øget risiko (opdateret 18. september).

    Ansatte i social- sundheds- og ældresektoren
    Ifølge Sundhedsstyrelsen bør man undgå oplagt risiko for smitte, dvs. ikke håndtere patienter, der er mistænkt for eller smittet med covid-19, hvis man tilhører en risikogruppe. Sundhedsstyrelsen understreger, at vi skal passe på den enkelte, og den enkeltes sundhed bør vægte højere, end den funktion personen varetager i social-, pleje- eller sundhedssektoren.

    Læs Sundhedsstyrelsens retningslinjer og anbefalinger for personale i sundheds- og ældresektoren (opdateret 17. april)

    I særlige tilfælde kan du være dækket af lov om sygedagpenge for personer i særlig risiko for alvorligt forløb med covid-19. Læs mere under spørgsmålet "Kan jeg sygemeldes fra mit arbejde, når jeg er i øget risiko?"

    Se mere om risikogrupper under spørgsmålet "Er jeg i særlig risiko for at blive alvorligt syg af corona?"

    Opdateret den 18. september.

  • Bør jeg blive vaccineret mod influenza?

    + -

    Sundhedsstyrelsen opfordrer til, at endnu flere siger ja til tilbuddet om influenzavaccination i år. Influenza udgør nemlig en særlig risiko for mange af de personer, der også er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb, hvis de bliver syge med COVID-19.

    Flere af de personer, der er i særlig risiko for svær sygdom ved influenza, er også i risiko for et alvorligt sygdomsforløb, hvis de samtidig bliver syge med COVID-19. Derfor er det ekstra vigtigt at huske at blive vaccineret i år, hvor vi står midt i en global pandemi.

    Følgende borgere er omfattet af tilbuddet om gratis influenzavaccination:

    • Alle personer, der er fyldt 65 år
    • Personer, der lever med kroniske sygdomme som:
      Kronisk lungesygdom
    • Hjerte- og karsygdomme (undtaget isoleret forhøjet blodtryk)
    • Diabetes 1 eller 2
    • Medfødt eller erhvervet immundefekt
    • Påvirket respiration på grund af nedsat muskelkraft
    • Kronisk lever- og nyresvigt
    • Andre kroniske sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko
    • Svært overvægtige
    • Førtidspensionister
    • Immunsupprimerede og deres husstandskontakter efter lægelig vurdering
    • Gravide i 2. og 3. trimester
    • Sundheds- og plejepersonale med tæt kontakt til personer i særlig risiko
    • Personer med andre alvorlige sygdomme, hvor tilstanden ifølge lægens vurdering medfører, at influenza udgør en alvorlig sundhedsrisiko

    Læs mere om vaccination mod influenza på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

  • Kan jeg som pårørende tage på arbejde?

    + -

    Ja, det kan du godt, selv om du er pårørende til en, der har diabetes.  

    Sundhedsstyrelsen skrev i deres vejledning til de særlige risikogrupper den 6. maj:

    ”Bor man i husstand med en person, der er i øget risiko, kan man i udgangspunktet godt gå på arbejde eller komme i dagtilbud. Det gælder også, hvis man arbejder i sundheds- eller ældresektoren, eller andre sektorer hvor man kan være i tæt fysisk kontakt med andre mennesker. Det er sundhedsstyrelsens vurdering, at personer, der er ansat i sundheds-, social- eller ældresektoren, og som bor sammen med en person i øget risiko, fx en partner eller barn, ikke skal indgå i funktioner, hvor man udreder symptomatiske borgere/patienter mistænkt for covid-19 eller behandler patienter med covid-19. I sådanne tilfælde skal medarbejderen flyttes til anden opgave eller funktion, hvor der ikke er denne smitterisiko.” 

    Læs Sundhedsstyrelsen anbefalinger til personer i øget risiko (opdateret 17. august).

    I særlige tilfælde kan du være dækket af lov om sygedagpenge for personer i særlig risiko for alvorligt forløb med covid-19. Læs mere under spørgsmålet "Kan jeg sygemeldes fra mit arbejde, når jeg er i øget risiko?"

    Opdateret den 20. august.

  • Hvordan kan jeg være sikker på, at min blodsukkerregulering kan håndteres under en indlæggelse med covid-19?

    + -

    Diabetesforeningen har spurgt Sundhedsstyrelsen, hvordan myndighederne sikrer sig, at personer med diabetes indlagt med covid-19 får en optimal diabetesbehandling.

    Centerchef Camilla Noelle Rathcke har svaret Diabetesforeningen, at man trygt kan lade sig indlægge med diabetes og at der også vil være fokus på blodsukkerregulering, når man er indlagt med covid-19.

    Camilla Noelle Rathcke svarer således i en mail den 7. april til Diabetesforeningen:

    ”Patienter indlagt med covid-19 behandles efter de gældende instrukser, herunder også hvorledes blodsukker skal håndteres. Patienterne indlægges med forankring i medicinsk regi med relevant stuegang fra medicinsk læge etc. – men naturligvis i isolerede rammer. Man skal ikke forestille sig, at alle normale instrukser sættes ud af kraft og evt. anden sygdom, patienten måtte have, ikke også håndteres samtidigt. Man kan således trygt lade sig indlægge og skal ikke være bekymret for, at der ikke også vil være fokus på ens blodsukkerregulering, som dog – som ved andre infektioner – kan være påvirket af infektionen. Det er farligere at blive hjemme med f.eks. et åndedrætsbesvær, der forværres, end at blive indlagt. ”

    Diabetesforeningen har følgende råd til dig, der indlægges:

    Pak en diabetestaske, hvis du skal indlægges og medbring følgende:

    • Din medicin, herunder insulin.
    • Dit sædvanlige udstyr til at måle blodsukker og til at tage insulin - dvs. fingerprikker og strips eller sensor og insulinpenne eller insulinpumpe.
    • En seddel, hvor du har skrevet, hvilken medicin og insulin, du tager og hvor meget cirka. Har du insulinpumpe, kan du skrive ned hvilke indstillinger, der er i din pumpe, og hvad din insulinfølsomhed normalt er.

    Når du er på sygehuset:

    • Gør personalet opmærksom på, at du har diabetes og om du får insulin. Få det skrevet ind i din journal.
    • Fortæl, at du gerne selv vil varetage din blodsukkerregulering, hvis det er muligt og det er det, du ønsker.
    • Henvis til din seddel over sædvanlig medicin- og insulindosis, hvis du skulle blive ude af stand til selv at varetage din blodsukkerregulering under indlæggelsen.

    Bemærk, som med anden sygdom, kan covid-19 betyde, at dit behov for insulin kan ændre sig væsentligt fra det, du plejer at have behov for.

    Opdateret den 7. maj.

  • Kan jeg sygemeldes fra mit arbejde, når jeg er i øget risiko?

    + -

    Den 20. maj blev der vedtaget en ny midlertidig lov om sygedagpenge for personer i særlig risiko for alvorligt forløb med covid-19. Loven er forlænget til at gælde frem til den 31. december 2020.

    Læs aftalepapiret om midlertidig lov om sygedagpenge fra den 26. august.

    Reglerne betyder, at personer i øget risiko kan blive hjemme fra arbejde og modtage sygedagpenge, hvis følgende er opfyldt:

    • At din behandlende læge har foretaget en individuel og konkret vurdering af, at du i øget risiko på baggrund af Sundhedsstyrelsens vejledning om risikogrupper.
    • At det ikke er muligt for din arbejdsgiver at indrette arbejdspladsen eller ændre på dine arbejdsopgaver, så arbejdet ikke længere er risikofyldt. Det skal din arbejdsgiver udarbejde en erklæring om.
    • At hjemmearbejde ikke er muligt.

    Det gælder også for pårørende til personer i øget risiko.

    Din arbejdsgiver vil kunne modtage sygedagpengerefusion fra første sygedag. Det betyder, at du beholder din lønudbetaling og din arbejdsgiver modtager sygedagpengerefusionen. Hvis du ikke har en aftale om løn under sygdom, har du ret til at modtage sygedagpenge fra kommunen.

    Hvad gør jeg, hvis jeg allerede går på arbejde?
    Hvis du føler dig utryg, er i øget risiko for et alvorligt forløb med covid-19 og din arbejdsgiver ikke har mulighed for at ændre dine arbejdsopgaver, vil vi opfordre dig til at kontakte din læge og arbejdsgiver om mulighed for sygedagpenge. Det samme gælder, hvis du er pårørende til en person i øget risiko.

    I hvor lang tid kan jeg modtage sygedagpenge?
    Du kan modtage sygedagpenge i op til 22 uger, hvorefter kommunen skal vurdere eventuel forlængelse af sygedagpengeperioden.

    Du vil være omfattet af lovens almindelige regler om sygedagpenge. Det vil sige, at man som sygemeldt på grund af covid-19, vil bruge af retten til sygedagpenge på 22 uger. Dog har du ret til at blive på ydelsen frem til og med den 31. december 2020, uanset om du eventuelt når at bruge de 22 uger i den periode.

    Opdateret den 26. august.

  • Hvordan påvirker coronavirus mit barns diabetes?

    + -

    Der er fortsat meget, vi ikke ved om coronavirus – heriblandt præcis hvordan børn med diabetes bliver påvirket af sygdommen.

    Men Ifølge ISPAD, som er den internationale forening for diabetesfagfolk på børne- og ungeområdet, har ingen diabeteslæger hverken i Kina eller Italien rapporteret om børn, der har type 1-diabetes, der er blevet indlagt med covid-19 (24. marts 2020).

    Det tyder på, at børn med diabetes ikke påvirkes anderledes af covid-19 end børn, der ikke har diabetes. 

    Det er fortrøstningsfuldt, at rapporter om covid-19 indikerer, at børn generelt ikke bliver ramt lige så hårdt af corona som voksne.

    Læs sammendraget fra ISPAD.

    Statens Serum Institut har den 15. april offentliggjort data over alle smittede børn i Danmark:

    I Danmark er der indtil videre bekræftet coronavirus hos 175 børn under 18 år. I alt 19 af de 175 børn under 18 år med coronavirus (11%) havde en underliggende sygdom, hvor underliggende sygdom i denne opgørelse er defineret som indlæggelse inden for de sidste 5 år med en af følgende diagnoser: diabetes, cancer, kronisk lungesygdom, hjerte-kar-sygdomme og hæmatologisk sygdom.

    I alt 15 børn (9%) er eller har været indlagt i perioden op til eller efter deres covid-19 diagnose. 6 af de 15 børn var oprindeligt indlagt af en anden årsag end covid-19. Indlæggelserne hos de resterende ni børn, hvor covid-19 var den primære årsag til indlæggelsen, var af kortere varighed (oftest mellem få timer og under to døgn, maks 10 dage). Ingen af de indlagte har været så syge, at de har haft behov for intensivbehandling.

    Læs SSIs rapport om børn og coronavirus.

    Hvis mit barn med diabetes bliver sygt med corona, hvad så?
    Børn med diabetes bliver efter alt at dømme ikke mere syge af corona, end andre børn. Som ved almindelig influenza og feber er det dog ekstra vigtigt at holde øje med dit barns blodsukker og passe på højt blodsukker og syreforgiftning (ketoner).

    De generelle råd til sygdom og feber hos børn med diabetes gælder også, hvis barnet bliver sygt med corona.

    Hvad skal jeg sige til mit barn om corona?
    Tal med dit barn om coronavirus, og lyt til barnets tanker og bekymringer. Børns vilkår har lavet en god side med råd til, hvordan du kan tale med dit barn om coronavirus.

    Opdateret den 16. april.

  • Hvad er min risiko for smitte?

    + -

    På nuværende tidspunkt er der ikke noget, der tyder på, at man lettere smittes med covid-19, når man har diabetes. Dette gælder alle typer diabetes. 

    Vi kan se, at det diskuteres, om et højt blodsukker kan svække immunsystemet og derigennem give en øget modtagelighed for infektioner, men vi ved endnu ikke nok om covid-19 til at sige, om det er gældende.

    Hvis man har diabetes, er man dog i øget risiko for at få syreforgiftning, når man får feber, og man bør derfor tage særlige forholdsregler. 

  • Hvad siger den seneste forskning om diabetes og coronavirus?

    + -

    Den 22. april har Videncenter for Diabetes lavet en FAQ om forskningen inden for covid-19 og diabetes. Diabetesforeningen bidrager med input til siden. Vi anbefaler, at du holder dig opdateret om forskning på coronavirus og diabetes inde på deres side.

    Gå til Videncenter for Diabetes FAQ om forskning.

    Opdateret den 18. august.

  • Er jeg i særlig risiko for at blive alvorligt syg af corona?

    + -

    I Sundhedsstyrelsen faglige grundlag fremgår det, hvem der er i risiko for et alvorligt forløb med covid-19 (seneste version fra 25. maj).

    Blandt andet er personer med diabetes uanset type, der er overvægtige, inkluderet i gruppen, hvor ”det er veldokumenteret, at der er en øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb”:

    Personer med svær overvægt med BMI over 30 og samtidig kronisk sygdom.

    For personer med diabetes generelt, hvor ”det må antages, der er en øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb”, hedder det:

    Dårligt reguleret diabetes med HbA1c > 70 mmol/mol, uanset diabetestype – især opmærksomhed ved samtidig svær overvægt, hjertekarsygdom eller svær nyresygdom.

    Det fastslås i anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen, at børn med diabetes fortsat ikke er i øget risiko.

    Som ved influenza kan det være svært at styre sit blodsukker, når man har høj feber. Du skal derfor holde ekstra øje både med blodsukker og ketoner, hvis du bliver smittet med corona.

    Kilde: Sundhedsstyrelsen.

    Læs også Sundhedsstyrelsens faglige grundlag for personer i øget risiko.

    Opdateret den 18. september.

  • Kan jeg blive testet for covid-19?

    + -

    Alle voksne i Danmark har mulighed for selv at bestille tid til en test for covid-19 via Nem-ID på hjemmesiden www.coronaprover.dk. Hvis du føler dig så syg, at du har brug for at tale med en læge, eller dine symptomer bekymrer dig, skal du ringe til din læge.

    Hvis du har diabetes og udviser symptomer på covid-19 – og gerne vil testes, er det vigtigt, at du gør opmærksom på, at du har diabetes, når du taler med lægen, så lægen kan have det med i vurderingen af din risiko for et alvorligt sygdomsforløb.

    Du kan blive testet med en PCR-test, en antigentest eller en antistof-test.

  • Kan jeg få den gratis vaccine imod pneumokokker?

    + -

    Frem til slutningen af 2020 vil udvalgte grupper have mulighed for at blive gratis vaccineret mod pneumokokker. Mennesker med type 1-diabetes eller type 2-diabetes, der er over 65 år, er blandt dem, der kan gøre brug af tilbuddet allerede fra den 22. april 2020.

    Fra den 15. juni tilbydes alle over 65 år pneumokokvaccinationen. 

    Formålet med den gratis vaccination er at forebygge antallet af lungebetændelser og invasiv pneumokoksygdom. Både for at beskytte borgere i risikogruppen mod at blive syg af både pneumokokker og covid-19, men også for at nedbringe unødig belastning af sundhedsvæsenet.

    Opdateret den 7. maj.

  • Er dødeligheden højere, hvis man har diabetes?

    + -

    Udenlandske rapporter har peget på en overdødelighed af personer med diabetes blandt personer, som dør med covid-19, men det kan være svært umiddelbart at overføre udenlandske tal til danske forhold. Den første store danske rapport viser også en moderat overdødelighed blandt personer med diabetes. Tallet skal dog ses i forhold til den absolutte dødelighed, som er meget lille blandt personer under 70 år. “Hvis man er under pensionsalderen og kun har diabetes uden yderligere sygdomme, så behøver man ikke være synderligt bekymret”, konkluderer en af forfatterne bag studiet.

    Læs mere på Videncenter for Diabetes FAQ om forskning i diabetes og coronavirus. 

    Opdateret den 18. august.

  • Hvad gør jeg, når jeg har fået at vide, at jeg skal have andre arbejdsopgaver?

    + -

    Mange offentligt ansatte har modtaget meddelelse om, at de kan risikere at blive omplaceret til andre opgaver i kommunen. Det er en aftale, som Kommunernes Landsforening og Forhandlingsforbundet har indgået. Aftalen gælder frem til den 31. august 2020. 

    Der skal tages de nødvendige hensyn til ansatte i risikogruppen, som du er i, når du har diabetes.

    Det er aftalens hensigt, at du som ansat i ”videst mulig udstrækning” tages med på råd, og at det skal ske med hensyntagen til din sikkerhed og sundhed.

    Vi opfordrer derfor til, at du går i dialog med din nuværende leder og lederen for den nye arbejdsfunktion, hvis du bliver stillet i udsigt til at skulle varetage en anden opgave end din nuværende. Det gælder især, hvis du går fra f.eks. en kontorfunktion til en funktion med tæt fysisk kontakt med andre, måske på et plejehjem eller en daginstitution.

    Læs mere om aftalen imellem Kommunernes Landsforening og Forhandlingsforbundet.

    Opdateret den 18. august.

  • Jeg har et planlagt kontrolbesøg hos lægen/på hospitalet. Hvordan skal jeg forholde mig?

    + -

    Mange kontrolbesøg og planlagte konsultationer på ambulatorier og hos praktiserende læger bliver udskudt eller overgår til telefonkonsultation for at mindske risikoen for spredning af coronavirus. Hold øje med din eboks og borger.dk, og kontakt din behandler, hvis du er i tvivl.

    Hvis du selv ønsker at aflyse, så husk at kontakte din diabetesbehandler, så din tid kan gives til en anden.

    Hvis du føler dig sløj, skal du under alle omstændigheder blive hjemme.

    Kontakt til egen læge under epidemien – sådan gør du
    For at mindske risikoen for smitte af patienter, personale og læger i lægehusene, bedes du følge nedenstående anvisninger.

    Generelt

    • Ring altid til lægehuset først - du må ikke møde op uden aftale.
    • Du kan fortsat kontakte dit lægehus telefonisk eller på mail, når du har behov.
    • Du kan opleve, at konsultation med lægen i en periode bliver erstattet af samtale over telefon eller video-konsultation.
    • Hvis det er nødvendigt med undersøgelse eller kontrol af din sygdom, vil du stadig blive tilbudt en konsultationstid i klinikken eller et sygebesøg.
    • Du kan opleve, at du bliver bedt om at komme på et andet tidspunkt, end du måske er vant til
    • Hvis du får tid til konsultation, så kom alene og præcis til tiden, hverken før eller senere.
    • Hvis du har brug for ledsager, så må vedkommende ikke være forkølet eller have feber eller hoste.

    Hvis du har infektion i luftveje eller mistanke om coronavirus

    • Langt de fleste vil opleve almindelige tegn på forkølelse eller influenza, hvis de smittes med coronavirus.
    • Man skal kun testes for coronavirus, hvis man bliver indlagt på hospitalet.
    • Ring til din egen læge, hvis du oplever åndenød – dvs. besværet vejrtrækning – ved luftvejsinfektion (NB: åndenød er ikke stoppet næse eller hoste).
    • Ring til din læge, hvis du efter nogle dage får det værre - mere feber eller åndenød.
    • Ring til din læge, hvis du er i tvivl om dine symptomer, især hvis du har kronisk sygdom.
    • Hvis du har forkølelses- eller influenzasymptomer, kan vi ikke undersøge dig i lægehuset eller besøge dig. Lægen laver en vurdering af din tilstand over telefonen.
    • Hvis lægen over telefon eller video vurderer, at du har alvorligere symptomer, så kan du blive henvist til undersøgelse på sygehuset
    • Hvis du har ondt i halsen, løbenæse eller hoste, men hverken åndenød eller høj feber, behøver du ikke ringe. Så kan du se tiden an hjemme som ved almindelig forkølelse.

    Hvis du ikke er syg, men har generelle spørgsmål om covid-19/coronavirus, kan du ringe til corona-hotline på 70 20 02 33 eller gå ind på coronasmitte.dk og finde svar. 

    Opdateret den 7. maj.

  • Kan jeg få sygedagpenge når jeg har covid-19 eller er i hjemmekarantæne?

    + -

    Myndighederne har udvidet retten til sygedagpenge og refusion til arbejdsgiver og selvstændige. Reglerne gælder for sager med første fraværsdag den 27. februar 2020 eller senere, som skyldes covid-19. Loven gælder frem til den 1. januar 2021.

    Arbejdsgivere og selvstændige får udvidet ret til refusion for løn eller sygedagpenge fra første fraværsdag, hvis fraværet skyldes covid-19. Der kan udbetales refusion vedrørende ansatte, der er syge eller antages at være syge eller er i karantæne pga covid-19. Arbejdsgivere bliver derved fritaget for udgiften til sygedagpenge i de første 30 kalenderdage. Selvstændige bliver fritaget for udgiften til sygedagpenge i de første to uger.

    Arbejdsgivere og selvstændige får også ret til refusion eller sygedagpenge for den periode, hvor lønmodtageren eller den selvstændige skal være i hjemmet og ikke kan varetage sit arbejde på grund af en anbefaling fra sundhedsmyndighederne til bestemte grupper om hjemmeophold, på grund af konkrete forhold i forbindelse med covid-19.

    Hvis borgeren helt eller delvist kan varetage sit arbejde hjemmefra, vil retten til sygedagpenge dog helt eller delvist bortfalde.

    Læs mere hos Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

    Kontakt din fagforening eller kommune for yderligere vejledning.

    Opdateret den 18. august.

  • Kan jeg fortsat få min medicin?

    + -

    Sundhedsministeriet har indført restriktioner på udlevering af medicin for at undgå hamstring af livsvigtig medicin som f.eks. insulin. Du behøver derfor ikke være nervøs for at udgå for insulin eller anden diabetesmedicin.

    For at undgå hamstring af medicin har Sundhedsministeriet indført, at man kun kan købe receptpligtig medicin på apoteket i den mængde, der svarer til ens normale forbrug. Det betyder altså, at man ikke kan opbygge et kæmpe lager af insulin derhjemme og at der vil være medicin nok til alle.

    Opdateret den 7. maj.

1200X1200kasse2 Lag

Har du spørgsmål om diabetes og covid-19?

Diabetesrådgiverne sidder klar til at hjælpe - vi kan også hjælpe dig

Pil Læs Download2

Find mere information om corona

Find uddybende information om corona på myndighedernes fælles sider:

Coronasmitte.dk

Sundhedsstyrelsens hjemmeside