Diabetes i Danmark
Her får du opdaterede tal og viden om diabetes i Danmark.
Her får du opdaterede tal og viden om diabetes i Danmark.
I Danmark var mindst 280.000 personer diagnosticeret med diabetes pr. 1. januar 2018. Det svarer til 4,9 % af befolkningen1.
Af RUKS fremgår det, at der i 2018 blev diagnosticeret omkring 15.525 nye diabetestilfælde i Danmark (incidens)2.
Beregninger fra Steno Diabetes Center Copenhagen viste, at antallet af danskere, som i 2011 havde type 2-diabetes uden at vide det, var ca. 60.000. Beregningerne byggede på tal fra det såkaldte GESUS-studie blandt 21.205 voksne (25-90 år) på Næstved-egnen mellem 2010 og 2014.
Beregningerne viste, at antallet af danskere med uopdaget type 2-diabetes udgør ca. 32% af antallet af danskere med diagnosticeret type 2-diabetes i RUKS. Det svarer i dag til ca. 76.000 danskere med uopdaget type 2-diabetes3.
Beregninger fra Steno Diabetes Center Copenhagen viste, at antallet af danskere som i 2011 havde prædiabetes var 300.000. Beregningerne byggede på tal fra det såkaldte GESUS-studie blandt 21.205 voksne (25-90 år) på Næstved-egnen mellem 2010 og 2014.
Beregningerne viste, at antallet af danskere med prædiabetes udgør 150 % af antallet af danskere med diagnosticeret type 2-diabetes i RUKS. Det svarer i dag til ca. 360.000 personer med prædiabetes. 30-40 % af dem med prædiabetes, udvikler type 2-diabetes inden for 3,5 år3.
Diabetes kan give skader på bl.a. hjertet, nyrerne, øjnene og følesansen i fødderne. Det kaldes også følgesygdomme. Risikoen for at få følgesygdomme øges, jo dårligere blodsukkeret er reguleret. Følgesygdomme kan forringe livskvaliteten betydeligt.
Antallet af personer med type 2-diabetes er mere end tredoblet siden 1996, og stiger stadig1.
Antallet af personer med diabetes er ujævnt fordelt i kommunerne og andelen varierer betydeligt – Læsø, Lolland, Ishøj, Langeland, Odsherred og Brøndby har en særlig høj forekomst af personer med type 2-diabetes, dette skyldes kommunernes alderssammensætning og/eller sociale profil2.
Den store forekomst af diabetes er dyrt for samfundet. Beregninger viser, at sygdommen i 2011 kostede 31,8 mia. kr. hvert år. Tabt arbejdsindkomst udgør 13,2 mia. kr., plejesektoren koster 6,4 mia. kr., mens behandlingen hos praktiserende læger og hospitaler udgør 5,5 mia. kr., medicinudgifter udgør 1,1 mia. kr. og 5,6 mia. kr. går til måleudstyr, patienttid og afskrivninger7. Omkostningen forventes at være steget i takt med antallet af personer med diabetes de seneste 10 år.
Hvis du vil gerne vil have lidt flere ord på den viden, vi har om diabetes i Danmark, har vi udarbejdet to korte forklaringer. En helt kort og en, der er lidt længere. Du er velkommen til at benytte teksterne med Diabetesforeningen som kilde.