Vi fandt roen
Familien Christensens liv fik en omvæltning, da Cilja fik type 1-diabetes. Diabetesforeningen hjalp dem videre, og nu vil de hjælpe andre. Derfor er Cilja ansigtet på forårslotteriet.
Familien Christensens liv fik en omvæltning, da Cilja fik type 1-diabetes. Diabetesforeningen hjalp dem videre, og nu vil de hjælpe andre. Derfor er Cilja ansigtet på forårslotteriet.
Cilja på fem år viser stolt sin insulinpumpe frem. Selv kan hun ikke huske livet før diagnosen, men hendes forældre glemmer det aldrig. For med ét gik Cilja fra at være en glad pige til slet ikke at være sig selv. Hun drak hele tiden, blev sløj og tog ikke på i vægt, selv om hun voksede. På trods af forældrenes mistanke om diabetes lød de første diagnoser på influenza og falsk strubehoste. Men efter to ugers forværring, bekymring og lægesamtaler blev de sendt på sygehuset for at få målt Ciljas blodsukker.
– Da alle tal tikker ind, sagde børnelægen til os, at det var godt, vi havde holdt fast i, at der var noget galt. For ellers havde Cilja ikke haft en fremtid, fortæller Christina Christensen, der er mor til Cilja, og far er Alex Christensen.
Med tårnhøjt blodsukker og livstruende syreforgiftning blev Cilja indlagt på intensiv i to døgn og to uger på børneafdelingen. Psykologsamtaler tog brodden af chokket. Men hjemvendt til et nyt liv, der døgnet rundt stod i diabetes’ tegn, fik forældrene hårdt brug for at møde andre i samme situation. På Diabetesforeningens børnefamiliekursus fik de opfyldt behovet.
– Noget af det, der betyder allermest for os, er at snakke med familier, der også har børn med diabetes, siger Christina Christensen.
Hendes mor og svigerfamilie deltog i et kursus for pårørende. Det var en kæmpe støtte i familiens liv, at de pårørende fik indblik i diabetes, så de kunne hjælpe. Familien fik også bistand fra socialrådgiverne i diabetesrådgivningen i forbindelse med en ansøgning om tabt arbejdsfortjeneste. Og støtte, da de søgte om, at Cilja talte for to børn i dagplejen, så der var mere luft til at tage hånd om hende.
– Det er dét, Diabetesforeningen gør. De forstår os, og de frustrationer vi har haft.
– I starten var det meget frustrerende, at blodsukkeret har sit helt eget liv. Jeg fandt roen, da jeg accepterede, at udfaldet ikke altid er som forventet. Og at det er okay. Vi gør det så godt, vi kan, med de ressourcer vi har. Det er blevet en del af vores livsvilkår. Og trods alt det, Cilja har været igennem, er hun en glad og tillidsfuld pige. Som forældre må vi huske at klappe os selv på skuldrene en gang imellem.
– Vi ved, at det kan gavne andre, at vi deler vores oplevelse af al den hjælp, vi selv har fået. Og det er vigtigt for os at bidrage med viden om, at så små børn kan få type 1-diabetes. Mange tror, at kun børn i skolealderen får sygdommen, fortæller Christina Christensen.
Skrevet af Nicolai Fentz.